tirsdag den 21. august 2012

Tirsdag den 21. august

Vi nåede Tumu ved 18-tiden i går aftes efter en formiddag fyldt med shopping i Ouaga - og så et par is og kager selvfølgelig;-)
Danladi kom ret hurtigt hen i huset, og blev faktisk resten af aftenen. Vi snakkede, ryddede op, spiste pommes frites, pakkede ud... hyggede os generelt mens vi også fik ordnet lidt. Han og Kenth tog hjem til Danladi og spiste fufu, som et par af hans venner havde lavet, og var derefter på Broadway til et par øl.
Kasper og jeg drattede til gengæld om i sengen og sov indtil i morges.

Kl. halv otte her til morgen var vi i fuld gang, efter en god portion havregrød til at starte dagen på. Kenth afleverede en masse tomme flasker fra henholdsvis afskedsfesten og afskedssittingen, både fra huset og kontoret. Jeg pakkede poser og kasser til de ansatte, da der efterhånden havde samlet sig en del ting til dem - madvarer, køkkenudstyr, aflagt tøj, div. sager fra vores pulterrum etc. Det blev til en ordentlig bunke til alle 5 ansatte, og alle undtagen én har allerede hentet deres ting. Den største mangel i huset lige nu er papkasser og solide plastikposer til at give ting væk i!
Kenth fik også lige tømt det sidste af køleskabet i fællesstuen, så det kunne slukkes og gøres klar til flytning, inden han måtte over på kontoret til Weekly Management Meeting kl 9 - hvor han sad indtil halv et.
Jeg fik i mellemtiden sat gang i et rugbrød. Her de sidste par dage har vi rygende travlt, og mad er derfor lidt en udfordring - bl.a. også fordi vi er ved at løbe tør for mange ting. Var der en McD er der ingen tvivl om at vi ville bruge den flittigt;-) Desuden elsker Kasper rugbrød, så det er en nem ting at have i baglommen når vi andre springer frokosten over.
Jeg brugte hele dagen herhjemme, og gik meget fra det ene til det andet - alt efter hvor der lige var underholdning til Kasper og jeg samtidig kunne lave noget. Overlapsværelset blev helt tømt for skrammel - og nyt blev fyldt ind, efterhånden som vi fandt flere ting, de ansatte skal have.
Kenth kom hjem fra mødet og fik kørt et mere læs af ting og sager, som DHA skal overtage, over på kontoret.
Jeg fik pakket en mere af vores egne kufferter og printet en masse billeder, som skal bruges til takkekort til diverse samarbejdspartnere og venner. Desuden nåede jeg et hurtigt smut forbi skrædderen for at aflevere noget stof, han lige skal nå at sy en sidste ting af.
Kenth stod for endnu en omgang oprydning i huset, men nu er vi også snart nået igennem pulterrummet!
Vores vagtmand Sammadu kiggede forbi med et ansættelsesbrev fra hans nye arbejde. Han skulle have hjælp til et par ting, bl.a. at skrive et brev hvor han takker ja til jobbet. Dette klarede Kenth senere ovre på kontoret.
I løbet af dagen fik jeg også ordnet et par hængepartier i form af opvask og vasketøj.
Danladi kom forbi og hjalp Kenth med at køre nogle møbler ud til jordmoder-skolen. Han blev fanget i huset af en temmelig langstrakt regnbyge, så vi nåede også lige at sidde ned og slappe lidt af - indtil Danladi faldt i søvn i vores sofa, og vi fortsatte med arbejdet;-P
Her til aften har vi - udover aftensmad - også pakket et par kasser, som vi kører til Kulfuo med i morgen eftermiddag. I Kulfuo bor Enoch, og han har lovet at opbevare en kasse fra os til Sarah & Jordan, to amerikanere, som bor i Tarsor tæt på Kulfuo. Mange af de ting, vi har i huset, aner ghaneserne simpelthen ikke hvad de skal bruge til - og så er det rart at have et par folier at give det videre til. Vi har også pakket en lille kasse med lidt bøger og køkkenting til Enoch, som tak for hjælpen - og så fordi han er en god ven:-)
Sarah og Jordan befinder sig i Accra i disse dage, og kan derfor ikke selv tage imod tingene.

En lille ghanesisk historie skal der også blive plads til: Dagens helt i Tumu er en lokal krybskytte(!), som er undsluppet politiet i Burkina Faso! Han bor (altså indtil i dag...) i den lille grænseby Wuru, hvor det er ganske almindeligt at krydse grænsen til Burkina og jage - lige på den anden side ligger nemlig Nazinga, en nationalpark med dejligt mange dyr... Denne mand blev altså fanget af det burkinske politi og smidt i håndjern - men undslap. -Så han må jo være bomstærk eller have magiske kræfter! Selvom jeg gik lidt hårdt til vores vagtmand Sammadu og spurgte, om det ikke var underligt at anse ham for en helt, når nu det han gjorde var dybt ulovligt, grinte Sammadu blot: "nej nej, Burkina lov, ikke Ghana lov". Da vi spurgte om ikke han ville få problemer nu hvor alle ved, at han er i Tumu - om ikke politiet fra Tumu udleverer ham til Burkina, eller Burkinas politi selv kommer og henter ham, afviste Sammadu blankt: "Så kommer de jo selv i problemer, for så kan vi anklage dem for at have dræbt ham, eller i hvert fald mistet ham i deres varetægt - så siger vi jo bare at vi ikke har set ham siden han blev anholdt..."

Jeg går ud fra det kun er de ekstra meget interesserede, som følger med i disse dage! Laaange, plaprende, uredigerede indlæg om alting og ingenting. -Men det må I finde jer i og selv vælge til og fra. Tiden er ikke lige til at være kritisk eller til at lægge en masse billeder op...forhåbentlig får vi lidt mere luft når vi fredag eller lørdag kører mod Accra.
Nu håber jeg blot Kasper snart sover, så Kenth og jeg kan få en times afslapning sammen, med serien Dexter på computeren:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar