tirsdag den 7. august 2012

M&S

Jeg har sat mig et mål: resten af vores tid i Tumu vil jeg skrive et indlæg hver eller hver anden dag, så jer derhjemme kan følge lidt med i hvordan man lukker et projekt med 16 år på bagen ned!

IMCC har en lang historie i byen, og for mange er det netop hvad vi er: IMCC. Ikke Kirsten, Kenth, Silje & Rasmus, men de 4 (1/2) IMCC'ere, som er kommet for at slutte en lang tradition. På baggrund af denne rolle får vi både negative (hvorfor vil I ikke være her mere?) og positive (IMCC har gjort så meget godt for Tumu) kommentarer. Vi tager det hele med, og er stolte over at være en del af så sej en organisation!

I dag har vi alle været på M&S - Monitorering & Support - sammen med officererne fra DHA'en. En helt almindelig arbejdsdag, som dog fik en snert af nedlukning over sig alligevel.
M&S foregår på den måde, at officererne tager rundt til subklinikkerne i distriktet for at kontrollere og evt. hjælpe personalet der ude i felten, typisk med al papirarbejdet. Det kan være deres fortegnelser over medicinlageret, deres registrering af patienterne, deres mødekultur, deres udfyldning af formularer, deres regnskab og meget andet.

Kenth, Kasper & jeg var i Kunchogu sammen med Mr. Robert & Frank. De 2 officerer gennemgår de fokusområder, som er aftalt for denne omgang M&S, og spørger til sidst ind til ønsker fra subklinik-personalet, som skal bringes med hjem til DHA'en. Heraf kan nævnes elektricitet (!), alternativt fungerende solcellesystemer, samt bedre mulighed for transfer til andre, mere attraktive subklinikker for det personale, der ligesom har "aftjent deres værnepligt" på et sted som Kunchogu!
Subklinikken gjorde det godt, og havde nogenlunde styr på sagerne, så det var et meget behageligt besøg fyldt med god stemning.


Frank i medicinrummet.

En glad flok med en ny motorcykel.

Koncentration...

En lyserød høne...?!?

Ghana når det er bedst:-)

Vores temmelig mudrede bil og klinikken i Kunchogu.

Turen derud var en oplevelse i sig selv, da det havde regnet siden kl. halv fem om morgenen. Vejene var derfor fyldt med mudderhuller og vandpytter, og var temmelig glatte. Jeg kørte bilen med Kasper, Mr. Robert & Frank, mens Kenth fik sig en rigtig drengerøvstur på motorcykel; én af vores motorcykler skal nemlig fremover tilhøre Kunchogu subklinik, og dette var en passende mulighed for at få den overgivet til dem, kombineret med en god mudder-tur for Kenth:-)
Silje & Rasmus var i Kulfuo og kørte forbi Manduano med en reol, mens Danladi fragtede en reol til Kulfuo - der kan nemlig kun være én på hver bil.

Vel hjemme i Tumu var vi en tur på det ugentlige marked, et af de sidste vi når inden turen går til Danmark.

Aftensmaden stod på lækker vegetarmad tilberedt af Rasmus. Det kræver efterhånden en del opfindsomhed at finde på noget spændende, da fryser og spisekammer også bærer præg af den snarlige hjemrejse.

Fællesspisning - vi ser alle mere eller mindre goofy ud...men vi hyggede os!

På lørdag holder vi afskedsfest her i huset, så gæstelisten blev lavet over aftensmaden. 60 inviterede, men der er dog mange, som vi allerede ved ikke har mulighed for at deltage. -Men et brag af en fest skal det nu nok blive! Internationalt bliver det også - på torsdag ankommer vores IMCC-kollegaer fra Mali nemlig for at være med til at sende os ordentligt afsted, samt overtage en del af alle de ting, der er blevet samlet sammen her i huset i løbet af de sidste mange år.

Her til aften har vi været i gang med at tømme lidt reoler, som skal være klar til at blive afleveret rundt omkring i distriktet i morgen. -Og så den sædvanlige computertid selvfølgelig;-)

Kasper havde travlt da vi kom hjem fra M&S. Han skulle både tømme spandene efter regnvejret...

...feje...

...og i bad:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar