torsdag den 15. marts 2012

Kasper 2 år

I går blev vores store dreng 2 år.
Det var en herlig dag for hele familien, ikke mindst Kasper:-) Han nød virkelig at være midtpunkt, og have både mor og far omkring sig hele dagen - både Kenth og jeg havde taget fri så vi rigtig kunne hygge.
Kasper fik gaver løbende og syntes det var alletiders at pakke op. De første blev åbnet i sengen da han vågnede om morgenen, og de sidste blev pakket op i sengen i går aftes lige inden han skulle sove. Der var fødselsdagssang fra Danmark, flag og balloner, lagkage i bedste Dk-stil, Alfa edderkoppekager og gæster til at fejre ham - han elskede det! Billeder fortæller vist mere end ord, så jeg lover at lægge nogle ud på billed-siden i løbet af weekenden. Vi tager nemlig til Ouagadougou i Burkina Faso sammen med Silje & Rasmus, i anledning af at vi har fået vores pas tilbage fra den danske ambassade:-)

For at give jer et lille indblik i hverdagen hernede, kan jeg fortælle jer at sådan en fødselsdag tager ekstra lang tid at forberede her i Tumu:
Dagen før Kaspers fødselsdag var jeg ude for at handle ind - men æggedamen var løbet tør for æg, meldamen havde lukket, sodavandsbiksen havde ikke flere sodavand (og får det først når de har indsamlet alle deres tomme flasker og kasser i hele byen, kørt til storbyen Kumasi 8 timer væk for at aflevere dem og hente nye forsyninger med hjem til Tumu...), og hverken gulerødder eller peber kunne fåes i hele byen - så aftenens menu blev ændret fra lasagne til burgere;-) På selve dagen fik vi heldigvis skaffet både mel og bananer, så lagkagen var reddet;-P

Fødselsdagsbarnet

Dagens menu er heller ikke noget man sådan lige kan slippe nemt om ved hvis man lyster. Lagkagebunde er ikke noget man køber, det er noget man selv laver fra bunden - hvilket også gælder for fødselsdagsboller, burgerboller og kagecreme. -Og så ved man aldrig rigtig helt hvor mange der kommer og hvornår de kommer! Rita & Hatton kom næsten til tiden, og havde glædet sig meget. Hatton havde været ked af det om morgenen fordi hun ikke skulle over til Kasper som hun plejer - og ligeså snart de trådte ind ad lågen gik Kasper & Hatton i gang med at lege med alle Kaspers fine gaver. Silje & Rasmus kom også som planlagt lidt tidligere hjem fra kontoret til fødselsdagslagkage. Danladi, Dr. Zack & Rauf måtte melde afbud, da de ikke var i Tumu i går. Til gengæld havde Sule da lige uanmeldt taget et par ekstra gæster med: hans søster, svoger og niece - virkelig ghanesisk;-)

Der er sket en masse spændende ting siden sidste opdatering, vi kan slet ikke følge med herinde! -Men det må I høre om en anden god dag:-)

1 kommentar:

  1. 2 år - men stadig lige cute og dejlig kan jeg se :) Glæder mig til at læse mere om jeres spændende oplevelser. Knus Anne

    SvarSlet