torsdag den 22. marts 2012

Bryllup i Tumu & Kryb på Kirsten

Sidste mandag kom Sule forbi kontoret med en bryllupsinvitation til alle IMCC'erne. -Til et bryllup tirsdag aften! Vi blev enige om at det var en oplevelse, vi ikke ville gå glip af - på trods af det temmelig korte varsel og det faktum, at ingen af os kendte brudeparret! (Brudens navn havde dog vakt vores interesse - Paris M. Love)
Tirsdag aften drog vi afsted, og hvilken oplevelse! Brylluppet blev holdt i en skolegård, og der var stillet fint op med plastikstole i rækker. Vi blev placeret på forreste parket lige ved siden af de kæmpe højttalere, som bragede smart musik ud over hele forsamlingen - som forresten slet slet ikke var fuldtallig, på trods af det meget stramme program. I den time, vi ventede på at hele herligheden skulle begynde, kunne vi så nyde mega høj musik i de skrattende højttalere;-P -Aftenens DJ's (ca. 7 drenge/mænd) sørgede for dejlig høj moderne musik med masser af små "rap-indslag" og skiftende sange. Det er virkelig svært at forklare, men det var simpelthen så sjovt at vi havde svært ved at holde masken! -Specielt da musik-showet fortsatte ind over både præstens, brudens og gommens taler, ved den meget andægtige indgang af brudeparret osv. Enhver lille pause (eller ikke-pause!) i talestrømmen blev udnyttet til et rap-agtigt "love, love, love", "Paris, love, Paris, Paris" eller lignende...ej det var altså bare virkelig komisk!
Da brudeparret var blevet lykkeligt gift fik alle gæsterne en chopbox (en flamingokasse med ris & kylling) og en Alvaro (den lokale sodavand). -Og så forlod de fleste af gæsterne ret hurtigt showet, nu hvor de var blevet spist af. -En noget anden form for romantisk seance end vi er vant til i Danmark!

Den anden del af indlæggets overskrift handler om min ufrivillige kryb-tække! Indenfor en uge har jeg haft et par forskellige dyr lige lovlig tæt inde på kroppen... Der er jo de sædvanlige myg, som gladeligt stikker mig uanset tidspunkt på døgnet og om de skal forcere langbukser og blot stikke igennem stoffet... Men de tæller ligesom ikke rigtigt.
Til gengæld synes jeg kakkerlakker godt kan defineres som klamme kryb, der bare burde holde sig langt væk! Efter vores tur til Accra havde der været fest på badeværelset, og hele kakkerlak-familien var flyttet ind uden vores tilladelse. Da jeg skulle i seng om aftenen sad der 2 på gulvet, og jeg tænkte det var passende at afprøve vores insektspray - det virkede bare ikke helt efter hensigten! Kakkerlakkerne døde ikke, men brød sig tydeligvis ikke om at blive sprøjtet med insektgift - så de gik amok og fes rundt i hele badeværelset, og forsøgte at kravle om ad væggene, som dog var for glatte. Kombinationen af 2 kakkerlakker med fart på og insektgiften fik flere kakkerlakker til at dukke op fra huller, kasser, hjørner osv. Jeg sprøjtede på livet løs, det måtte da snart virke! Jeg nåede at tælle 14 kakkerlakker inden én af dem fandt vejen op ad mine leggins helt op på låret og jeg fik nok! -Tænderne blev børstet ude i gården, og da jeg skulle tilbage med tandbørsten var der stadig kakkerlakker over det hele - bvadr! Myrekrybs-fornemmelsen havde sat sig godt fast, og det kriblede over det hele da jeg endelig nåede i sikkerhed i soveværelset. Kenth & Kasper sov, så for ikke at vække dem forsøgte jeg at overbevise mig selv om at kakkerlakker jo ikke gør noget, og at fornemmelsen af kriblerier bare var noget pjat... Den tale holdt lige indtil jeg var ret sikker på at det både havde kriblet og krablet på venstre og højre side af maven! ...og så gik der panik i mig! Jeg smed hvad jeg havde i hænderne og tog tøjet af så hurtigt som aldrig før - og ganske rigtigt, der havde siddet en kakkerlak og hygget sig på mit maveskind :-O
Mindre end en uge senere sad jeg ved computeren i mørket. Buksemærket irriterede lidt på låret, og jeg forsøgte at få det foldet ud så det ikke kradsede. Da det gik op for mig at buksemærker da vist ikke burde være helt så gummiagtige, var det for sent for det stakkels lille firben, som havde sneget sig ind i mine bukser - det klarede ikke den hårde behandling, men døde på stedet. Nu går jeg blot og venter på hvad det næste mon bliver...!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar