31,5

Jeg sidder nu på vores terrasse i huset i Tumu. Termometeret viser 31,5 grader, men jeg har alligevel langbukser på; man vænner sig åbenbart hurtigt til varmen. Drengene sover og der er stille – så stille som der nu kan være i Ghana. Vi er efterhånden ved at lære, at der ALTID er larm hernede. –Så med stille mener jeg lyden af en forbikørende motorcykel, hanegal, vores æsel Koku’s skryden, Silje og Rasmus’ snakken i den anden ende af huset, vagtmandens radio, gedekiddets brægen...

Bilen pakkes i Techiman, halvvejs ml. Accra og Tumu

Vi ankom til huset i går aftes efter 8 timers kørsel både lørdag og søndag. Landcruiseren klarede hele turen uden brok, hvilket stort set også kan siges om Kasper – selv da en politimand stjal en af hans sutter! Vi blev stoppet ved et checkpoint, som så mange gange før. Den lettere smarte politimand forsøger at overbevise Silje om at et internationalt kørekort ikke er godt nok – hun skal have et ghanesisk. Dette er efter sigende hørt før hos tidligere IMCC’ere, så Silje tager det roligt, da hun ved hun ikke behøver et. En anden politimand kommer til og kigger ind ad ruden til bagsædet – hvor han begejstret opdager Kasper med en sut i munden. Han spørger til denne spændende sag, og vi viser ham en sut. –Efter at have nærstuderet den siger han ”I’ll take this”. Den første politimand bliver misundelig, og vil også gerne have en. Da vi fortæller ham vi kun har den ene tilbage, som Kasper har i munden kigger han længe på Kasper, og synes at overveje, om det mon er for groft at kræve at få den – i sidste ende fik Kasper lov til at beholde sutten, og vi kunne køre videre. Godt vi har et helt lager af sutter i kufferten – det var ikke lige dét, vi regnede med ville gå som varmt brød hernede;-)

Lidt skævt stemningsbillede fra velkomstmiddagen på terrassen i Tumu

Bortset fra 5 kg hakket oksekød klarede alle madindkøb turen fra Accra. Astrid og Kristian bød os velkommen i IMCC huset med lækker aftensmad, øl, rødvin, chips, flag og blomster – og en dejlig brunch her til morgen. –Så indtil videre synes vi stadig ikke det er så hårdt! Vi har været en tur på det lokale marked for at handle frugt og grøntsager, og det er skønt endelig at være her. Kasper nyder allerede at rende barnumset rundt i gårdhaven og snakke med gedekiddene – de ER nu også bare rigtig søde! Huset er virkelig hyggeligt, og nu glæder vi os til at komme over på DHMT’en – vores arbejdsplads – og hilse på alle i morgen.