søndag den 15. april 2012

Mad

Det er lidt sjovt med det mad hernede...
Vores frokost med Rita og Hatton skifter mellem forskellige ghanesiske retter og vores rester fra aftenen før. Dette har bl.a. inkluderet burgere og taco, hvilket Rita var noget skeptisk overfor... Specielt tacoskallerne forstod hun ikke helt konceptet af. Hun kunne ganske enkelt ikke tro at de pap-dimser var spiselige! For os er creme fraiche også en væsentligt del af oplevelsen. Dette er en delikatesse vi hjembringer fra Ouagadougou, hvorfor menuen i begge ender af huset også ofte står på mexicansk når nogle af os har været deroppe. Heller ikke dette kendte Rita. -Men det gør hun nu! Både burgere og tacos faldt i hendes smag, og hun er altid frisk på at prøve nyt mad her i IMCC huset:-)
I går kom Rauf forbi mens vi var ved at lave aftensmad. Menuen stod på pizza, hvilket han aldrig havde hørt om før!
- - - - - Som en lille sidebemærkning kan her nævnes, at vi under vores overlap med Silje & Rasmus i Accra tilbage i januar så den ghanesiske udgave af "Hvem vil være millionær?" - "Who wants to be rich?". Her var et af de ret dyre spørgsmål "What is pizza?" - og deltageren var fuldstændig blank og måtte bruge livliner! - - - - -
Tilbage til Rauf fik vi ham selvfølgelig til at blive og spise med, så han kunne smage pizza for første gang i sit liv! -Han kunne rigtig godt lide det, og snakkede begejstret med sin forlovede Jamilla om det i telefonen.
Vores hjemmebagte knækbrød er efterhånden også blevet populære blandt de fleste. Mange af officererne fra arbejdet kender knækbrødet fra tidligere IMCC'ere, og siger altid ja tak når de bliver budt. -Og forstår simpelthen ikke hvordan vi kan lave dem selv... Men hvordan skulle de også kunne det, når der ikke kan købes kerner i Tumu og når det tilmed er temmelig unormalt at have en ovn...

Jeg må nok desværre indrømme, at vi ikke altid har helt samme åbenhed overfor den ghanesiske mad. Vi har prøvet rigtig mange forskellige ting, og er også rigtig glade for meget af det - så glade, at vi endda ofte forsøger at lave det selv til aftensmad;-)
I går var jeg med Saaka, én af officererne fra DHA'en, ude i en landsby for at undersøge et evt. mæslinge-udbrud. En kvinde og hendes 2-årige søn var testet positive for mæslinger, og skulle efter sigende have besøgt en af landsbyerne i vores distrikt umiddelbart inden udbruddet - altså var der risiko for de havde nået at smitte beboere i landsbyen. Det viste sig heldigvis at være falsk alarm, men var nu et meget spændende besøg. Vi var bl.a. i audiens hos høvdingen, som da også godt lige ville vide lidt om slagtilfælde - hvordan det smittede osv...;-) Vi besøgte også en subklinik og en CHPS-klinik (forskellige niveauer af sundhedsklinikker) i distriktet, og på den sidstnævnte var den ansatte så venlig at give mig en pose med friskgrillet "bush meat" med hjem. Da vi åbnede posen herhjemme viste det sig at være en temmelig stiv og temmelig sort rotte! På trods af at den sikkert var ligeså fin som så meget andet kød, endte vi nu med at lade smagsprøven af denne delikatesse vente til næste gang, og gav i stedet Rita rotten med hjem, så hun kunne koge suppe på den...

I aften vil vi så gøre noget så dansk som at lave snobrød over bål:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar