Blandet godt

Billederne driller og internetforbindelsen er langsom - så I må lægge hovederne på skrå så de passer til billedretningen;-P

Rita, som skal passe Kasper i dagtimerne mens vi er på arbejde, har lært mig den ghanesiske måde at bære sit barn på. –Alle hernede synes vi er temmelig klodsede med vores store klapvogn, autostol og bærerygsæk – og når man sådan direkte sammenligner kan jeg egentlig godt forstå demJ Kasper skreg som en stukken gris første gang han prøvede begge anordninger, men kan egentlig godt lide at sidde der når det kommer til stykket...

Læg forresten mærke til vores vaskekones løsning på opbrugt tørresnor i baggrunden;-)

Vi er ved at forsøge os med en lille køkkenhave hernede, og så er der jo ikke noget bedre end når jorden skal vandes og hakkes igennem - hvilken anledning til et mudderbad!

I weekenden havde vi lidt el-problemer og tilkaldte elektrikeren. –Og her er så et spørgsmål til alle jer danske håndværkere: hvor mange af jer ville have taget en stige med for at kravle op gennem det sorte hul i loftet?

For vores ghanesiske elektriker var det da en smal sag lige at smutte derop og ned igen efter at have fundet problemet!

I går holdt Astrid og Kristian deres afskedsfest i haven. Det var en rigtig hyggelig aften med dans, ølspil og lidt fastelavnssjov med slå-katten-af-tønden. –Eller som Kasper siger: ”Mor slå tønden missen” – gad vide hvordan dét ser ud oppe i hans hoved?!? Han virkede nu ikke specielt skræmt da vi gik i gang med at slå. Billeder kommer senere...

Der er nu kun lidt over en uge til Astrid og Kristian tager hjem, og det er meget mærkeligt! Før vi kom til Ghana havde vi aldrig mødt dem, men når man bor så tæt sammen som vi gør hernede lærer man hurtigt hinanden at kende. Ikke mindst Kasper vil komme til at savne dem meget. Samtidig glæder vi os også til at få lidt mere plads. Når Astrid og Kristian tager hjem overtager vi nemlig deres ende af huset og har derefter både stue og soveværelse, som begge er større end overlapsværelset, som vi bor i nu.

I dag kørte jeg en tur ned til Tumu dam for at tage lidt billeder. Heldet var med mig, og hele familien krokodille lå og dasede i solen – billeder kommer en anden gang... 

Wa School for the Deaf

I'll write this next blogpost in English, since I think it will be of particular interest to my Canadian family and friends.
While in the regional capital Wa for the regional conference on health last week, we drove by "Wa School for the Deaf". It was a big compound with quite a few houses - but it all looked very empty and non-functioning. My curiosity made me go there to check it out anyways though. -And how surprised I was! -What I visited was a well-functioning,  good-looking school with 276 deaf students of all ages. I was taken on a small tour by a very friendly headmistress, and even got to speak the small amount of ASL that I remember from my stay in Canada. -From the looks on their faces and all the big laughs, the students were quite surprised too:-) -mainly because of Kasper, the little white boy of course!
It turns out that there is a school for deaf children in all of the 10 regions in Ghana. The students accommodation is within school grounds, and they get food at the school. The cost to send a child to this school is only 6 GhanaCedis (= 4 Canadian dollars = 20 Dkr) per year for the parents. The rest is paid by the government. There are universities for the teachers to be educated at, and on top of that, many churches teach sign language. -Why that is, I never figured out. I have also noticed that the news on national tv quite often have sign-translation.
If there was something I did not expect coming to Ghana it must have been this! We even laughed a bit driving by the sign and talked about how that school most definately was not really there. Well, I'm glad I went to check it out and got a very positive surprise that day in Wa:-)

Køretur i det nordlige Ghana

Her har jeg samlet nogle billeder fra en af de køreture, vi har været på i området omkring Tumu. Vi skulle hjælpe sundhedsadministrationen med at monitorere de frivilliges arbejde ude i de små landsbyer. I dette tilfælde skulle de frivillige besøge alle huse for at registre hvor mange mennesker og især hvor mange sovepladser, der er i hvert hus. Disse oplysninger skal bruges til en stor myggenetkampagne, som UNICEF sponsorerer. Når alle huse er registreret, ved man, hvor mange myggenet, der skal hænges op. I næste step skal de frivillige så hænge myggenettene op. Det er en ret stor kampagne, som alene i Upper West Region består af 150.000 myggenet.

Herunder kommer så nogle billeder fra vores køretur.

 

Wa

Vi har nu næsten befundet os lige meget i regionshovedstaden Wa som hjemme i Tumu. Når vi er hernede, bor vi på hotel - heldigvis det hotel hvor alle møderne foregår, så vi har mulighed for at være på værelset i pauserne, ligesom både Kenth og jeg har mulighed for at deltage i de timer midt på dagen, hvor Kasper sover. HURRA for babyalarmen! Det er en finurlig lille sag, som ghaneserne er enomt imponerede over. Det vi andre tager for givet hjemme i Danmark er noget, de slet ikke har hørt om her. I hvert fald ikke i den nordlige region af Ghana. Den frihed, babyalarmen giver os, er noget jeg først nu er blevet rigtig opmærksom på. Havde vi ikke haft den med, skulle én af os sidde på hotelværelset i 2-3 timer hver dag, mens Kasper sover. Ghaneserne synes det er herligt med det lille billede af en snorkende, sovende baby som vises på displayet, og bryder ud i høje imponerede grin når Kasper vågner og begynder at snakke - og vi kan høre det i alarmen.

Hele sidste uge var vi i Wa for at deltage i en workshop afholdt af Anna & Jesper fra Danmark. Vi kørte hjem til Tumu fredag, og havde en travl weekend med masser af oplevelser. Tirsdag eftermiddag gik turen igen mod Wa. En noget oplevelsesrig tur må man sige! Efter et par timers kørsel krydsede vi en bro, hvor vi ved tidligere lejligheder har set et par aber. Også denne gang var heldet med os: 20-30 aber sad nede i det udtørrede flodleje, og vi gjorde holdt for at kigge og tage billeder.

Tilbage i bilen nåede vi ikke at køre langt før en knap så positiv oplevelse indtraf. En lastbil fyldt med mennesker på ladet var kørt galt, og at dømme efter det maste førerhus også rullet rundt mindst én gang. Det kan ikke have været længe siden ulykken skete, og de 20-30 passagerer lå/sad/stod omkring lastbilen med skader af forskellig alvorlighed. Heldigvis var ingen fastklemt, inkl. chaufføren som lå på jorden, vist halvvejs i chok. Det var noget af et grimt syn; mange af de tilskadekomne var børn, og en hel del af dem havde store åbne sår i hovedet. Stort set alle blødte fra ét eller andet sted. Vi havde ikke meget at gøre godt med, men de eneste andre på stedet var nogle sundhedsfrivillige fra den nærliggende landsby, som ikke har megen uddannelse - de er mest trænede i oplysning, ikke så meget praktisk. Normalt har vi ret meget vand med i bilen, men lige denne dag havde vi kun 1 liter, som hurtigt forsvandt. Vi gjorde hvad vi kunne for at hjælpe, vel vidende at vi trods alt nok var dem, der havde mest forstand på det. -Vi lagde bandager på beskidte sår, da vi ikke havde noget vand at skylle med, og fordelte vores få smertestillende til dem, der så ud til at have mest brug for det. Den smule juice og kiks vi havde med blev ligeledes delt ud. Rasmus hjalp en mand, som var temmelig skidt tilredt - hans ene ben lå helt forkert og han kunne tydeligt mærke, at lårbensknoglen var brækket og senen under knæet vist også var sprunget. Manden virkede til at være meget langt væk!
Samtidig med at vi hjalp så godt vi kunne, forsøgte vi at få de værst tilredte afsted til klinikken først. Dette foregik i de forbipasserende minibusser og pick up'er. Der var ikke rigtig andre der koordinerede, så vi endte med hurtigt at tage styringen på stedet. Til sidst var alle undtagen 2 sendt afsted, og vi kørte videre, da vi ikke kunne gøre mere. Vi fortalte dem, der stadig var tilbage, at disse 2 måtte vente på ambulancen, da de skulle transporteres liggende.

Vi har nu været i Wa siden tirsdag aften, og kører hjem senere i dag. Denne gang er det til Regionskonference med de forskellige aktører indenfor sundhed i Upper West Region. Dette inkluderer vores egen health director, samt health directors fra de andre 8 distrikter i regionen. Derudover medical directors (typisk cheflægerne) fra regionens 8 hospitaler, direktøren for UNICEF i Ghana, regionsdirektøren samt direktørerne for de ledende NGO'er i regionen. Dette er deres "annual review", hvor de gennemgår tallene fra 2011 for at se, hvordan det er gået på de forskellige områder. -Og snakker om hvordan de skal forbedre indsatsen i 2012.
Lægen i Tumu - Dr. Zack - er også med til konferencen og har fortalt os, at i hvert fald et par af passagererne i lastbilen var kommet alvorligt til skade. Nogle af dem er blevet overflyttet til regionshospitalet i Wa, og de har tilkaldt en kirurg, som skal komme og operere dem. På vejen hjem i dag regner vi med at køre forbi klinikken i Fian, hvor de alle blev transporteret til i første omgang, for at høre, hvordan det er gået med dem.

Det blev et laaangt indlæg denne gang, og der er stadig meget at fortælle - ih hvor vi oplever meget her i Ghana! -Men jeg vil stoppe nu og i stedet lave flere små indlæg;-)
Bottom line: vi trives alle 3 max og er vildt glade for at få mulighed for at få denne store oplevelse sammen!

Nye billeder:-)

Kasper i Wa

Så er der nye billeder fra vores hverdag her i Tumu - eller rettere sagt: fra det der bliver vores hverdag om en uges tid. Vi har lavet en masse spændende ting den sidste uges tid, men det må vi fortælle om senere. Der har været travlt og det er ikke meget vi har været hjemme. -Men vi elsker stadig at være her og vil fortælle mere når der bliver tid til det - indtil videre må I nøjes med lidt billeder;-)

Første uge i Tumu

Den første uge i Tumu er gået. Tiden flyver afsted, men vi føler os alligevel allerede hjemme i huset og byen.

Kasper er stadig med os overalt, men i denne uge har der ikke rigtig været noget kontorarbejde, så det fungerer helt fint. Onsdag, torsdag og fredag var vi med på monitorering i subdistrikterne i forbindelse med en Unicef-kampagne hvor der skal uddeles myggenet til befolkningen i hele distriktet. I første omgang bliver alle familier og deres antal sovepladser registreret, så det kan blive regnet ud, hvor mange myggenet hvert hus har behov for. I praksis bestod vores arbejde i at køre ud til yderområderne og undersøge om dem, der stod for registreringen, gjorde det korrekt og om de havde brug for flere formularer til registreringen. Dette foregik sammen med ansatte fra DHMT’en (District Health Management Team)/sundhedsadministrationen, vores daglige arbejdsplads. –Det var altså en masse kørsel på mere eller mindre hullede jordveje med forholdsvis korte ophold i de forskellige landsbyer. Vi fik begge kørt en masse, og det var rigtig fedt med lidt øvelse i landcruiseren! Det var spændende at komme ud på landet og se hvordan tingene foregår helt derude. Små lerhytter, dyr overalt, et mangotræ hist og her – og masser af glade mennesker, ivrige efter at snakke med os og få taget deres billede.

I går havde vi besøg af Danladi, Rita & Hatton samt Anna & Jesper fra Danmark. Det er planen, at Rita skal passe Kasper sammen med Hatton, som snart bliver 2 år, mens vi er på arbejde. Danladi kender vi godt, men det var første gang vi mødte Rita & Hatton. Det var en rigtig positiv oplevelse. Kasper var væsentlig mere tilpas sammen med Danladi og Rita end med de fleste andre ghanesere han har hilst på indtil videre. Det var tydeligt at se, at Kasper nød endelig at have en jævnaldrene at lege med – i løbet af aftenen nåede de da også at slåsse lidt om legetøjet;-)

Anna & Jesper er tidligere IMCC’ere, som har været med til at udvælge og oplære os. De er i Ghana i forbindelse med en partnerskabsaktivitet med en evt. kommende partner i et evt. kommende projekt. –Lyder måske lidt forvirrende, men mere simpelt sagt er de her for at afholde en workshop for en masse NGO’er, inkl. IMCC, i byen Wa i næste uge. Dette betyder, at Silje, Rasmus, Anna, Jesper og os tager den 3 timer lange køretur til Wa i morgen, mens Astrid og Kristian passer kontoret her i Tumu. Vi glæder os til at være med og se hvordan det hele kommer til at gå. For vores vedkommende bliver det dog på halvt blus, da vi også har Kasper at se til.

Om et par timer går turen til Jobo marked, som er her i Tumu hver 6. dag. I eftermiddag er der fodbold og volley-kampe, så nu må vi se om vi kan holde til det i varmenJ

Overordnet må man vist sige, at vi har det rigtig godt hernede. Kasper er faldet utroligt hurtigt til i huset og hygger sig rigtigt med de andre IMCC’ere og ikke mindst alle dyrene. Vi blev for øvrigt budt velkommen på ægte afrikansk manér med tomme vandtanke mandag formiddag;-P Dét har de stort set været hele ugen, så vi var ved vandpumpen for at hente vand, og måtte spare det bedste vi har lært. Med 7 mennesker i huset bliver der brugt en del og nu har vi da heldigvis fået vandtankene fyldt op igen – sådan lærer man at sætte pris på et koldt brusebad!

31,5

Jeg sidder nu på vores terrasse i huset i Tumu. Termometeret viser 31,5 grader, men jeg har alligevel langbukser på; man vænner sig åbenbart hurtigt til varmen. Drengene sover og der er stille – så stille som der nu kan være i Ghana. Vi er efterhånden ved at lære, at der ALTID er larm hernede. –Så med stille mener jeg lyden af en forbikørende motorcykel, hanegal, vores æsel Koku’s skryden, Silje og Rasmus’ snakken i den anden ende af huset, vagtmandens radio, gedekiddets brægen...

Bilen pakkes i Techiman, halvvejs ml. Accra og Tumu

Vi ankom til huset i går aftes efter 8 timers kørsel både lørdag og søndag. Landcruiseren klarede hele turen uden brok, hvilket stort set også kan siges om Kasper – selv da en politimand stjal en af hans sutter! Vi blev stoppet ved et checkpoint, som så mange gange før. Den lettere smarte politimand forsøger at overbevise Silje om at et internationalt kørekort ikke er godt nok – hun skal have et ghanesisk. Dette er efter sigende hørt før hos tidligere IMCC’ere, så Silje tager det roligt, da hun ved hun ikke behøver et. En anden politimand kommer til og kigger ind ad ruden til bagsædet – hvor han begejstret opdager Kasper med en sut i munden. Han spørger til denne spændende sag, og vi viser ham en sut. –Efter at have nærstuderet den siger han ”I’ll take this”. Den første politimand bliver misundelig, og vil også gerne have en. Da vi fortæller ham vi kun har den ene tilbage, som Kasper har i munden kigger han længe på Kasper, og synes at overveje, om det mon er for groft at kræve at få den – i sidste ende fik Kasper lov til at beholde sutten, og vi kunne køre videre. Godt vi har et helt lager af sutter i kufferten – det var ikke lige dét, vi regnede med ville gå som varmt brød hernede;-)

Lidt skævt stemningsbillede fra velkomstmiddagen på terrassen i Tumu

Bortset fra 5 kg hakket oksekød klarede alle madindkøb turen fra Accra. Astrid og Kristian bød os velkommen i IMCC huset med lækker aftensmad, øl, rødvin, chips, flag og blomster – og en dejlig brunch her til morgen. –Så indtil videre synes vi stadig ikke det er så hårdt! Vi har været en tur på det lokale marked for at handle frugt og grøntsager, og det er skønt endelig at være her. Kasper nyder allerede at rende barnumset rundt i gårdhaven og snakke med gedekiddene – de ER nu også bare rigtig søde! Huset er virkelig hyggeligt, og nu glæder vi os til at komme over på DHMT’en – vores arbejdsplads – og hilse på alle i morgen.